Legepladsen udvides

Vi er  i dag gået i gang med udvidelsen af legepladsen. Planen er at  vuggestuen får en legeplads, der er dedikeret de 0-3 årige. Vi har fået tilladelse af Vallø Stift til at udvide legepladsen og har i dag taget de første skridt. Over den næste uges tid vil der blive arbejdet videre med udvidelsen. Bestyrelsen og personalet har i samarbejde forsøgt at planlægge udvidelsen således, at det giver mindst muligt gene. Der er dog behov for lidt forståelse over evt. ændringer i programmet m.m. over den næste uges tid. Ændringerne inkluderer bl.a. , at vuggestue og børnehave mandag den 28. maj skal på bondegårdstur og at alle børn derfor skal afleveres inden kl. 9.00 og er hjemme kl. 15.00, så der kan arbejdes på området.

I næste uge skal der derudover parkeres på bagsiden af børnehaven og der vil være indgang via personlaindgangen, da den sædvanlige parkeringsplads er byggeplads i perioden fra mandag 28. maj forventet til og med fredag den 1. juni.

Legepladsen til vuggestuen vil i første omgang blive indrettet med de hidtidige legeredskaber. I løbet af efteråret vil legepladsen blive indrettet med nye redskaber. Blandt andet er Nordea fonden ansøgt om midler til indretningen, hvilket vi håber at have en afklaring omkring i starten af september.

Tak til de mange forældre der giver en hånd med. Jo flere timer vi selv kan lægge i arbejdet des mere kan vi bruge pengene på de ting der skaber en sjov hverdag for ungerne.